Naturmedicin

Naturmedicin til dyr

I de senere år er alternative behandlingsmetoder er blevet mere og mere udbredt både til mennesker og dyr. På Højby Dyreklinik kan vi tilbyde behandling med homøopati, blomstermedicin og guldakupunktur.

Ved alternativ behandling forsøger vi at stimulere dyret til selvhelbredelse. Det vil sige, at dyret hjælpes i balance, så det selv bliver i stand til at bekæmpe sin sygdom, frem for at symptomerne undertrykkes eller modvirkes, sådan som det ofte er tilfældet med konventionel medicin. Lykkes behandlingen med alternativ medicin vil vi ofte se, at dyrets immunforsvar og almene sundhedstilstand bliver bedre.

Hvilke sygdomme kan behandles alternativt?

I princippet kan alle lidelser hos dyr behandles med alternativ medicin. Det er dog vigtigt, at få dyret grundigt undersøgt af en dyrlæge for at få diagnosen fastslået og for at diskutere fordele og ulemper ved at behandle alternativt frem for traditionelt eller i kombination med hinanden.

På Højby Dyreklinik vi gode erfaringer med behandling af muskel- skeletlidelser (forstuvninger, gigttilstande, diskusprolaps etc.), mave-tarmforstyrrelser (f.eks. kronisk diarre), reproduktionsforstyrrelser (falsk drægtighed, manglende løbetider), hudproblemer, psykiske og adfærdsmæssige problemer hos hund og kat.

I det følgende skal vi kort nævne hovedtrækkene.

Homøopati

Homøopati er en naturmedicinsk behandlingsform med sin egen filosofi, sine egne lægemidler og en århundredelang tradition og historie. Behandlingsformen blev grundlagt og systematiseret af den tyske læge, Christian Friedrich Samuel Hahnemann (1755-1843), som publicerede sine første teorier og tanker i 1796. Siden hans tid har homøopatien vundet udbredelse i en stor del af verden, hvor den bruges i sygdomsbehandlingen af både mennesker og dyr.

Brugen af homøopatiske lægemidler til dyr er baseret på erfaringer fra humane homøopater og dyrlæger, som anvender homøopatisk medicin udelukkende eller som en væsentlig del af deres behandling. Erfaringerne er bliver videregivet gennem homøopatisk litteratur og på kurser. I Europa er homøopatien langt mere udbredt i f.eks. England, Frankrig, Schweiz, Holland og Tyskland, end den er i Danmark.

Medicinen

Homøopatiske lægemidler er meget fortyndede (“potenserede”) opløsninger af stoffer fra plante-, dyre- eller mineralriget, og disse gives i små doser til det syge dyr. Der er således ingen skadelige virkninger forbundet med brugen af medicinen.

Valg af lægemiddel

Medicinen udvælges efter lighedsprincippet “similia similibus curantur” (latin: med lignende skal lignende helbredes). Det vil sige, at et sygt individ med nogle givne symptomer behandles med et homøopatisk middel, som – givet til raske individer – vil fremkalde lignende symptomer.

Kunsten er at finde det rette lægemiddel til patienten udfra de symptomer patienten udviser. Ved grundig gennemgang af dyrets sygdomshistorie med ejeren, og ved en grundig undersøgelse af dyret, klarlægges og registreres alle fysiske og psykiske symptomer og særpræg hos dyret. Dernæst findes lægemidlet ved hjælp af opslagsbøger, hvori der er samlet en lang række oplysninger om de homøopatiske lægemidler. Valget af det homøopatiske lægemiddel kan kræve et grundigt stykke arbejde, og det kan være tidskrævende at finde det lægemiddel, som i sit lægemiddelbillede svarer bedst muligt til patientens symptombillede.

I akutte sygdomstilfælde og i tilfælde af patienter med et meget sparsomt symptombillede kan homøopatiske lægemidler på baggrund af sygdommens art – dog oftest under hensyntagen til de mest fremtrædende symptomer.

Potenserings-princippet

Anvendelsen af såkaldt “potenseret medicin” er en væsentlig grund til , at homøopatien møder stor skepsis. At potensere betyder at “gøre kraftigere”, til trods for at man under en potensering fortynder lægemidlet systematisk og trinvist. Forskellen på en fortynding og en potensering er, at det homøopatiske lægemiddel aktiveres gennem en kraftig bankning eller rystning mellem hvert eneste fortyndingstrin. Hahnemann opdagede, at et rigtigt valgt homøopatisk middel faktisk virker kraftigere jo højere potens det anvendes i.

Der findes endnu ikke en entydig naturvidenskabelig forklaring på effekten af potenserede lægemidler. Det er en væsentlig grund til, at homøopatien bliver afvist af den naturvidenskabelige medicin.

Den homøopatiske potensering består i at man systematisk og trinvis fortynder og ryster udgangsmaterialet, som kan være fra plante- dyre eller mineral-riget. Man fortynder oftest i forholdet 1:100 (C-potenser) eller 1:10 (D-potenser) mellem hvert potenstrin og man kan potensere fra ganske få op til flere hundrede trin. Efter første potenstrin har man det homøopatiske lægemiddel i potensen D1 (hvis fortyndingen er 1:10). Denne 1. Potens fortyndes igen 1:10 – rystes – og herved fremkommer lægemidlet i 2. Potenstrin (D2). Denne trinvise fortynding fortsættes til den ønskede potenshøjde – f.eks. D6 eller D30.

Vejledning i brugen af medicinen

Homøopatiske lægemidler er – som ovenfor nævnt – meget fortyndede (“potenserede”) opløsninger af stoffer fra plante-, dyre- eller mineralriget, og disse gives i små doser til det syge dyr. Der er således ingen bivirkninger forbundet med brugen af medicinen.

Medicinen gives i en alkoholopløsning, som dråber eller som sukkerkugler. Disse gives i en dosering, som er angivet på medicinglasset, eller som på anden måde er anvist.
Medicinen indgives direkte i munden. Det er ikke nødvendigt at dyret med det samme sluger medicinen – det vigtigste er, at medicinen har været i berøring med mundslimhinden.
Medicinen skal helst tages udenfor måltiderne. Undgå at blande medicinen med andre ting og at berøre den direkte.

Behandlingsforløbet

Dosering og behandlingens varighed afhænger bl.a. af sygdommens art, omfang, det valgte lægemiddel og potens samt responsen på behandling. En homøopatisk behandling kan således strække sig fra en dag til over flere måneder.

Der ses af og til en forværring af symptomerne i starten af et behandlingsforløb. Dette er ofte et positivt tegn på, at kroppen reagerer mod sin sygdom og at der derfor er effekt af behandlingen. Man bør imidlertid altid indstille behandlingen, hvis alvorlig forværring opstår. Behandlingen indstilles ligeledes, når der ses en mærkbar bedring. Behandlingen kan senere genoptages efter aftale med dyrlægen.

Akupunktur

Akupunkturen har rødder langt tilbage i den kinesiske lægekunst. De tidligste optegnelser og beskrivelser af akupunktur bygger på behandling (nålestik, tryk, massage m.m.) af ømme hud- og vævsområder. Først sidst i 1960’erne begyndte man i den vestlige verden at interessere sig for denne behandlingsform. Akupunkturen vinder stadig større accept i vor lægeverden og akupunkturbehandling af dyr bliver brugt i stadig større udstrækning.

Virkningsmekanismer ifølge vestlig medicin

Nogle af akupunkturens virkningsmekanismer kan forklares ud fra nervesystemets reaktion på nålestikket. Kroppens egen udskillelse af morfinlignende stoffer (endorfiner) aktiveres, men herudover er der en række andre processer, der sættes i gang i nervesystemet. Påvirkningen af nervesystemet og dermed effekten af akupunkturen kan i visse situationer forstærkes ved elektrisk og anden stimulation af nålene. I de fleste tilfælde sidder nålene dog kun i vævet og påvirkes ved lette manipulationer med fingrene. Den smertestillende effekt af akupunktur kan eksperimentelt ophæves med “naloxon” – et stof, der ophæver morfins virkning.

Selv om en del af de effekter, der ses i kroppen efter akupunkturbehandling kan måles og til en vis grad forstås så er der stadig mange praktiske behandlingsresultater, der ikke kan forklares efter vestlig medicins målestok.

Akupunktur ifølge den traditionelle kinesiske medicin

Som ved anden alternativ behandling går akupunkturen ud på efter traditionel kinesisk opfattelse at stimulere kroppen til selvhelbrelse. Dette sker i praksis ved at påvirke akupunkturpunkterne, der ligger på de såkaldte meridianer. Efter kinesisk filosofi er meridianerne “usynlige” energibaner i kroppen, hvorigennem livsenergien (kinesisk: “chi”) strømmer. Når et individ er sygt, kan det forklares ved, at der er en ubalance eller blokering af forløbet af “chi” igennem meridianerne og denne kan genoprettes ved at stimulere et eller flere akupunkturpunkter, der har indflydelse på de pågældende meridianer.

Den traditionelle kinesiske diagnostik og sygdomsbehandling bygger bl.a. på forståelse af begreberne Yin og Yang, de 5 elementer og meridianteorierne – en baggrund som er meget fjern fra vestlig tankegang, men som ikke desto mindre flere vestlige læger og dyrlæger forsøger at integrere i deres akupunkturbehandling.​

Diagnose inden akupunkturbehandlingen

Det er vigtigt, at en dyrlæge har stillet en diagnose på dyrets sygdom og at man har diskuteret mulighederne for helbredelse eller afhjælpning af dyrets problem med traditionel behandling i forhold til den alternative behandling, så dyrets fremtidige livskvalitet sikres bedst muligt.

Akupunkturbehandlingen

Inden behandlingen beslutter man, hvilke punkter, der skal anvendes. Dette afhænger af lidelsens art dyrets symptomer og fund af smertepunkter. Endvidere har det også betydning om dyrlægen arbejder med akupunktur ud fra en vestlig eller østlig synsvinkel. Derfor behøver punktvalget på to forskellige dyr med samme lidelse ikke at være ens. Behandlingerne er individuelle.

Akupunkturpunkterne kan findes, dels som “ømme” områder (smertepunkter), dels med en punktsøger (et elektrisk apparat, der kan finde akupunkturpunkter som hudområder med nedsat elektrisk modstand). Endelig kan punkterne findes udelukkende ud fra deres anatomiske placering ved f.eks. at anvende et akupunktur-atlas, hvor akupunkturpunkterne er angivet på en anatomisk tegning.

Selve stimuleringen af et akupunkturpunkt kan foregå ved det klassiske nålestik, hvor en akupunkturnål indstikkes igennem huden i punktet. Via denne nål kan stimulationen evt. forstærkes eller suppleres v.h.a. manipulation, elektrisk strøm, varme eller ved at en væske sprøjtes ind i punktet (v. brug af kanyler).

Selve behandlingen med nåle tolereres af de fleste dyr. Nålene der anvendes er så tynde og bøjelige, at der kun er ringe reaktion ved indstikket. Meget aktive eller nervøse dyr kan dog generes af nålene og katte tolererer f.eks. ikke nålestik så godt som hunde. I sådanne situationer kan akupunkturpunkterne stimuleres på anden vis (v. f.eks. tryk eller laserbehandling). Nogle dyr bliver tydeligt påvirkede under behandlingen ved at de slapper mere af eller falder i søvn. En akupunkturbehandling kan vare fra få op til 20 minutter. Det kan være nødvendigt at gentage en akupunkturbehandling 2-10 gange med dages eller ugers mellemrum afhængig af lidelsens art og dyrets respons på behandling. Effekten af behandlingen kan indtræde umiddelbart eller i løbet af nogle dage.

Udbredelse

Endnu er der ikke lavet mange kliniske kliniske afprøvninger på effekten af akupunktur og den viden som den enkelte behandler (dyrlæge) anvender er derfor i høj grad baseret på selvstudier, deltagelse i kurser og viddereuddannelse samt gennem egne og andre dyrlægers praktiske erfaringer med behandling af forskellige lidelser.

Blomstermedicin

Den engelske læge Edward Bach beskrev første gang brugen af blomstermedicin i 1930’erne. Siden er de 38 blomster-remedier, som han fandt, blevet anvendt til behandling af psykiske og mentale forstyrrelser hos mennesker og dyr.

Blomstermedicin er ekstrakter af visse blomstrende planter, som har vist sig at virke på det følelsesmæssige område. Man mener, at substanserne på en blid måde hjælper til at genoprette den følelsesmæssige balance hos patienten.

Oftest anvender vi blomstermedicin til at afhjælpe angsttilstande f. eks overfor tordenvejr, fyrværkeri, eller pludselige høje lyde, samt hvor der er problemer med aggression, jalousi , eller problemer med at ”klare sig i flokken”, hos dyr som lever, hvor der er mange dyr hos samme ejer.​

Valg af remedier

Medicinen kan findes ud fra de karakteristiske karaktertræk, der er knyttet til det enkelte middel. Disse er beskrevet i bøger af Dr. Bach selv og uddybet af flere efterfølgende forfattere.

Vejledning i brugen af medicinen

Blomsterekstrakterne gives i en opløsning med kildevand. Medicinen indgives direkte i munden ofte flere gange dagligt i længere tid. Medicinen skal helst tages udenfor måltiderne. Undgå at oplande medicinen med foder el. lignende.

Har du husket
Vaccinen?

​Se mere her